The Rolling Stones
- de har jo været der hele mit liv!
De første Rolling Stones-sange, jeg husker er "Come on", "Not fade away", "Tell me", "It's all over now" og "Little red rooster". Jeg var ni-ti år på det tidspunkt. Jeg var netop, takket være The Beatles, begyndt at interessere mig glødende for musik. I dag er jeg tættere på 64 end på 63. The Rolling Stones er der stadig. Dybt imponerende!
af Per Wium, musikjournalist
Store sange - i begyndelsen af karrieren
I 1965-66 lavede gruppen en række sange, der både dengang og i dag fascinerer mig. Ved deres intensitet, idé og kontrollerede fanden-i-voldskhed.
"The last time", "Get off of my cloud", "Pain in my heart" og "Paint it black" er for mig spydspidser i gruppens karriere. Og i populærmusikken.
Allerede på 1967-albummet "Between the Buttons" syntes - og synes - jeg at de faldt af på den. Både i forhold til sangskrivning og udførelse.
Det bid, de så tydeligt havde i starten, havde de ikke mere for mig.
Derefter gik det - og jeg gentager at det er helt subjektivt - jævnt nedad bakke. Med et par gudsbenådede undtagelser. Jeg kommer til disse.
Idrætsparken - og spejlteltet
I august 1990 oplevede jeg for første gang The Rolling Stones live.
I den gamle "Idrætsparken" på Østerbro i København.
Jeg syns det var fedt. Rigtig god sætliste, fra hvilken jeg især husker "Mixed Emotions" og "Paint it black".
Inden koncerten var jeg til et VIP-arrangement, hvor bandet også deltog.
Jeg var - sandt at sige - med som det tynde øl. Det var min daværende hustru, Anette, der lavede freelance-arbejde for en amerikansk radio-station, der fulgte Stones' Europa-turne. Derfor invitationen.
Vi stod en overskuelig flok med Budweiser-øl (de var sponsorer) i hænderne og så kom Jagger, Richards, Wood og Watts ind. De gik rundt og hilste på og var der max i fire minutter.
Jeg husker især to ting. De var så små alle fire! Til gengæld var Mick Jaggers udstråling og karisma enorm! Da hans øjne ramte mine, var jeg ved at gå bagover. Da forstod jeg hvad det er han kan - selv fra en kæmpe scene!
Shine a light - og den kedelige sætliste
Martin Scorseses dokumentarfilm "Shine a light" fra 2008 er på mange måder en dejlig film. Man kommer tæt på gruppen - og på medlemmernes forskelligheder. Der er pokker til forskel på at se en lettere kaotisk Keith Richards på scenen og som kontrast se den altid ulasteligt klædte Charlie Watts. En god film om et stort band.
Men sætlisten..... - uff, hvor jeg syns den var kedelig. Mange sange, der kun er blevet kendte fordi udøverne hedder "The Rolling Stones".
Roskilde Festival
Anden gang jeg oplevede gruppen live var 24 år efter den første gang. Og denne gang var det på Orange Scene (gruppens gamle scene, dog i nye klæder) på Roskilde Festival.
Jeg anmeldte koncerten. Jeg lavede faktisk et lille projekt i tre dele, hvor jeg også interviewede to kendte danske guitarister, som udtalte sig om The Rolling Stones' særlige spillestil.
Det var i høj grad Jaggers koncert. Han var her og der og alle vegne. Ron Wood har jeg aldrig forstået. Hvem kan nævne en sang, hvor han spiller en vigtig rolle??
Det var en fin koncert - men jeg var overrasket over hvor usikre de var på elementære ting: Hvordan slutter en sang? (de havde store problemer) - hvor lang skal en sang være? (endnu større problemer, "Midnight rambler" var alt for lang = alt for kedelig)
Keith Richards: "Livet"
I 2015 lavede jeg 14 arrangementer over hele Danmark om Keith Richards' biografi "Livet". I anledning af 50 året for Stones' første besøg i Danmark.
Jeg havde læst bogen da den udkom. Og jeg læste den så igen. Med notesblok og kuglepen til at indramme mulige citater. Derpå læste jeg den een gang til. Her valgte jeg så de endelige citater, som jeg brugte.
Der er så mange gode Keith-udtalelser - så det var luksus at vælge de ca 30 bedste.
Mens jeg genlæste bogen, kom jeg sådan til at holde af hovedpersonen. Han overdriver og husker ikke altid korrekt. Men han er en dejlig mand. En spillemand. En musiker med passion.
Hans had/kærligheds-forhold til Mick Jagger gennemsyrer bogen. Blot dén vinkel er dybt interessant. Modsætningen mellem musikeren og star-stræberen.
Hamburg, september 2017
The Rolling Stones indledte deres igangværende Europa-turné i Hamburg i starten af september.
Jeg har set lidt fra koncerten på youtube - i teknisk glimrende udgaver.
Jeg er stadigvæk dybt fascineret af Mick Jaggers optræden. 74 år - og han drøner rundt og synger og danser helt ubesværet.
Men de andre tre ser godt nok brugte og slidte ud. Jeg ville nødig være tour-manager på den ambitiøse turné!
To fantastiske sange fra 1989 og 1997
Jeg nævnte i indledningen at der er et par sange fra senere i gruppens karriere, som jeg syns er fremragende. Det gælder sange, der udkom i hhv. 1989 og 1997.
"Mixed emotions" har drive, bid, overskud, frækhed... -alt det, der udgør en god sang. Og de synger/spiller fremragende.
Den blev ved udgivelsen ledsaget af en video. Her er de så selvfede og krukkede. På den aller-fedeste måde. Tjen den!
"Anybody seen my baby" har det tunge, tunge beat og enkelt og unikt trommespil fra Watts. Store guitarflader og Jaggers inciterende vokal. Et mesterstykke.
- de har jo været der hele mit liv!
De første Rolling Stones-sange, jeg husker er "Come on", "Not fade away", "Tell me", "It's all over now" og "Little red rooster". Jeg var ni-ti år på det tidspunkt. Jeg var netop, takket være The Beatles, begyndt at interessere mig glødende for musik. I dag er jeg tættere på 64 end på 63. The Rolling Stones er der stadig. Dybt imponerende!
af Per Wium, musikjournalist
Store sange - i begyndelsen af karrieren
I 1965-66 lavede gruppen en række sange, der både dengang og i dag fascinerer mig. Ved deres intensitet, idé og kontrollerede fanden-i-voldskhed.
"The last time", "Get off of my cloud", "Pain in my heart" og "Paint it black" er for mig spydspidser i gruppens karriere. Og i populærmusikken.
Allerede på 1967-albummet "Between the Buttons" syntes - og synes - jeg at de faldt af på den. Både i forhold til sangskrivning og udførelse.
Det bid, de så tydeligt havde i starten, havde de ikke mere for mig.
Derefter gik det - og jeg gentager at det er helt subjektivt - jævnt nedad bakke. Med et par gudsbenådede undtagelser. Jeg kommer til disse.
Idrætsparken - og spejlteltet
I august 1990 oplevede jeg for første gang The Rolling Stones live.
I den gamle "Idrætsparken" på Østerbro i København.
Jeg syns det var fedt. Rigtig god sætliste, fra hvilken jeg især husker "Mixed Emotions" og "Paint it black".
Inden koncerten var jeg til et VIP-arrangement, hvor bandet også deltog.
Jeg var - sandt at sige - med som det tynde øl. Det var min daværende hustru, Anette, der lavede freelance-arbejde for en amerikansk radio-station, der fulgte Stones' Europa-turne. Derfor invitationen.
Vi stod en overskuelig flok med Budweiser-øl (de var sponsorer) i hænderne og så kom Jagger, Richards, Wood og Watts ind. De gik rundt og hilste på og var der max i fire minutter.
Jeg husker især to ting. De var så små alle fire! Til gengæld var Mick Jaggers udstråling og karisma enorm! Da hans øjne ramte mine, var jeg ved at gå bagover. Da forstod jeg hvad det er han kan - selv fra en kæmpe scene!
Shine a light - og den kedelige sætliste
Martin Scorseses dokumentarfilm "Shine a light" fra 2008 er på mange måder en dejlig film. Man kommer tæt på gruppen - og på medlemmernes forskelligheder. Der er pokker til forskel på at se en lettere kaotisk Keith Richards på scenen og som kontrast se den altid ulasteligt klædte Charlie Watts. En god film om et stort band.
Men sætlisten..... - uff, hvor jeg syns den var kedelig. Mange sange, der kun er blevet kendte fordi udøverne hedder "The Rolling Stones".
Roskilde Festival
Anden gang jeg oplevede gruppen live var 24 år efter den første gang. Og denne gang var det på Orange Scene (gruppens gamle scene, dog i nye klæder) på Roskilde Festival.
Jeg anmeldte koncerten. Jeg lavede faktisk et lille projekt i tre dele, hvor jeg også interviewede to kendte danske guitarister, som udtalte sig om The Rolling Stones' særlige spillestil.
Det var i høj grad Jaggers koncert. Han var her og der og alle vegne. Ron Wood har jeg aldrig forstået. Hvem kan nævne en sang, hvor han spiller en vigtig rolle??
Det var en fin koncert - men jeg var overrasket over hvor usikre de var på elementære ting: Hvordan slutter en sang? (de havde store problemer) - hvor lang skal en sang være? (endnu større problemer, "Midnight rambler" var alt for lang = alt for kedelig)
Keith Richards: "Livet"
I 2015 lavede jeg 14 arrangementer over hele Danmark om Keith Richards' biografi "Livet". I anledning af 50 året for Stones' første besøg i Danmark.
Jeg havde læst bogen da den udkom. Og jeg læste den så igen. Med notesblok og kuglepen til at indramme mulige citater. Derpå læste jeg den een gang til. Her valgte jeg så de endelige citater, som jeg brugte.
Der er så mange gode Keith-udtalelser - så det var luksus at vælge de ca 30 bedste.
Mens jeg genlæste bogen, kom jeg sådan til at holde af hovedpersonen. Han overdriver og husker ikke altid korrekt. Men han er en dejlig mand. En spillemand. En musiker med passion.
Hans had/kærligheds-forhold til Mick Jagger gennemsyrer bogen. Blot dén vinkel er dybt interessant. Modsætningen mellem musikeren og star-stræberen.
Hamburg, september 2017
The Rolling Stones indledte deres igangværende Europa-turné i Hamburg i starten af september.
Jeg har set lidt fra koncerten på youtube - i teknisk glimrende udgaver.
Jeg er stadigvæk dybt fascineret af Mick Jaggers optræden. 74 år - og han drøner rundt og synger og danser helt ubesværet.
Men de andre tre ser godt nok brugte og slidte ud. Jeg ville nødig være tour-manager på den ambitiøse turné!
To fantastiske sange fra 1989 og 1997
Jeg nævnte i indledningen at der er et par sange fra senere i gruppens karriere, som jeg syns er fremragende. Det gælder sange, der udkom i hhv. 1989 og 1997.
"Mixed emotions" har drive, bid, overskud, frækhed... -alt det, der udgør en god sang. Og de synger/spiller fremragende.
Den blev ved udgivelsen ledsaget af en video. Her er de så selvfede og krukkede. På den aller-fedeste måde. Tjen den!
"Anybody seen my baby" har det tunge, tunge beat og enkelt og unikt trommespil fra Watts. Store guitarflader og Jaggers inciterende vokal. Et mesterstykke.
Kommentarer
Send en kommentar